Udsalget raser og kører nu på sidste vers.
Selvom det er en travl tid for de fleste webshopejere, kan det være en god idé at spille nyhedsbrevet på banen og give sine tilmeldte en ekstra bonus med nogle flere procenter eller en lille gave med, når de handler i butikken.
Resten af året handler nemlig om at fastholde kundernes loyalitet og få dem til at købe forårsvarerne til fuld pris - Og her hjælper den ekstra lille godbid.
Der skal ikke meget ekstra til for at gøre sig interessant overfor kunderne. Som forbrugere er vi kritiske, men til gengæld kan vores loyalitet købes for ganske små penge. Vi elsker godbider og kan blive utroligt glædeligt overraskede, hvis vi føler os ekstra godt behandlet når vi handler.
I udsalgstider forventer vi kun mellem 30-70 % nedsatte priser. Det er sjældent, der gives ekstra oveni ved kassen, men ved at belønne med ekstra nedsatte varer eller en lille gave til nyhedsbrevsmodtagerne, kan du fastholde deres interesse for din butik, og endda få dine kunder til at sende tilmeldingen til dit nyhedsbrev videre til andre de kender.
Brug den sidste tid af udsalget til at tænke langsigtet og få flere til at tilmelde sig dit nyhedsbrev.